Løsningen på den læringsteoretiske problemstilling er at
udarbejde et blended learning forløb i learning management systemet Moodle,
hvor bl.a. den klassiske teorigennemgang ved tavlen i klasserummet flyttes ud
til eleven i virksomheden. Derudover flyttes flere af de til tider lidt tænkte
øvelser fra klasseundervisningen ligeledes ud til eleven i virksomheden,
således at eleven arbejder med erfaringer og praksis fra egen
virksomhed/faglige område, og erfaringsudveksler med de øvrige
elever gennem
diskussionsfora/chat, gensidig feedback m.m.
Planlægningsværktøj til den e-didaktiske overvejelsesmodel
Jeg vil i tilrettelæggelsen af forløbet anvende den e-didaktisk
overvejelsesmodel (eVidenCenter) Det Nationale Videncenter for e-læring),
da
denne primært henvender sig til
undervisere med begrænset erfaring med at anvende e-læring, og som har
brug for
støtte til de didaktiske overvejelser. Jeg har i tilrettelæggelsen af
forløbet
taget udgangspunkt i det didaktiske planlægningsværktøj, som præsenteres
i form
af skema, der gennemgår det valgte forløbs formål og læringsmål,
forudsætninger, organisering, tre former for e-læring samt evaluering af
forløbet.
Beskrivelse af det
valgte forløb
Faget ’Kvalitet og service’ skal fremover gennemføres over
fem dage svarende til 37 arbejdstimer for den lærende. Men i modsætning til nu,
hvor al undervisning foregår i klasserummet, vil jeg rykke de første to dage af
forløbet ud til eleven i virksomheden, således at dette går forud for de
resterende tre dage på skolen. Fagets kompetencemål er, ’at eleven behersker
metoder til at udvikle kvaliteten fx arbejdsgange samt brugerkontakt’, og det
giver derfor rigtig god mening, at både tilegnelse af viden samt beskrivelse af
teorier i forhold til praksis foregår ude i den praktiske virkelighed, som
eleven til daglig indgår i.
Dette forløb egner sig særlig godt til 2. skoleperiode, da
eleverne allerede har stiftet bekendtskab med skolen og holdets øvrige elever,
og derfor vil have lettere ved at indgå i netbaserede praksisfællesskaber i
forbindelse med øvelser og feedback.
I
forbindelse med de tre dages skoleophold skal eleverne i teams arbejde
projektbaseret på baggrund af en selvvalgt kvalitetsproblemstilling fra en af
praktikvirksomhederne. I det følgende gennemgås udelukkende den del af
forløbet, der vedr. e-læringsdelen af
det faglige forløb.
Gennemgang af den
e-didaktiske overvejelsesmodel
Formål og læringsmål
Udvalgte læringsmål til e-læringsforløbet:
Eleven:
- Kan
beskrive virksomhedens kvalitetsmål
- Kan
beskrive dialogprocessen
- Kan
forklare forskellen på et ydelses og retningsmål
- Skal
kunne forklare en arbejdsgang via et flowdiagram
- Skal
kunne identificere en given kvalitetsproblemstilling
Herudover er en række læringsmål, som eleverne efterfølgende
arbejder med klasserummet, men disse er udvalgt på baggrund af for det første
at repræsentere nogle af de laveste niveauer på Blooms taksonomi og for det
andet bedst løses i samarbejde med kollegaer i praktikvirksomheden med adgang
til relevant materiale og personel.
Forudsætninger
Den/de lærendes
forudsætninger:
Langt hovedparten af eleverne er voksenelever, hvilket bl.a.
bevirker, at undervisningen skal være meningsfuld, dvs. at der skal være en
balance mellem voksenelevernes ofte stærke krav om ansvarsovertagelse og kravet
om et trygt læringsmiljø (Illeris, Voksenuddannelse og voksenlæring). Dette er
i tråd med det pædagogiske paradigme, der ”…har fokus på at e-læring
grundlæggende skal understøtte de lærendes lærerprocesser – og dette perspektiv
overordnes faglige, teknologiske og erhvervsmæssige vilkår” (ELYK, E-lærings
didaktik). Paradigmet anskuer e-læring ud fra voksenpædagogik og reflektere
derfor forudsætninger som (Illeris i ELYK, E-lærings didaktik):
- den lærende har ansvaret for sit eget
livsprojekt
- det grundlæggende uddannelsesforløb er afsluttet
- den lærende indgår i en familie eller
familielignende situation med en partner og børn
- den lærende tilstræber en nogenlunde fast
placering på arbejdsmarkedet
Denne beskrivelse passer utrolig godt på eleverne på
hovedforløbet på Offentlig administration, hvor ønsket om uddannelse ofte er
drevet af frivillighed som både kan være lystbetonet og nødvendighedsbetonet
(ELYK, E-lærings didaktik), og hvor man kan forvente, at eleverne tager ansvar
for eget uddannelsesforløb. Herudover er 80-90% af eleverne kvinder, mens den
geografiske sammensætning ikke spiller den store rolle, da langt de fleste
elever er ansat i københavnsområdet.
Eleverne arbejder i forløbet asynkront i de to uger op til
skoleforløbet, således at det kan tilpasses den enkelte elev og dennes
virksomheds daglige opgaver. Dog vil der være deadlines for upload af
forskellige opgaver og input, således at eleverne har mulighed for løbende at
modtage feedback/sparring samt diskutere med de øvrige af holdets elever.
Underviserens
forudsætninger:
Underviserne i teamet er generelt fortrolige med brugen af
computere og andet teknisk udstyr, hvorimod Moodle som e-læringsplatform stadig
er nyt og vanskeligt for mange at anvende til andet end det mest basalt. Man har
fra Niels Brocks side valgt en open-source learning platform, som er gratis at
tilgå, men som kan være vanskelig at tilpasse, da det nærmest kræver
programmørkompetencer. Supporten i anvendelsen af Moodle bliver derfor
afgørende for den enkelte underviser, og der har ledelsen pt. valgt f.eks. ikke
at have en superbruger i offentlig administrations lærerteam, da man ikke
mener, at systemet er indarbejdet godt nok til, at teamet kan tage ansvaret for
opgaven. Ressourcerne er derfor allokeret over i ekstra support fra skolens
Moodle-team, hvilket på sin vis giver mening men også betyder involvering af
personer udefra i forbindelse med planlægning af undervisningsforløb i Moodle. Dette
bevirker samlet set, at underviserne ofte er tilbageholdende med at anvende nye
funktioner i Moodle, og det vil derfor kræve en del ressourcer fra underviserne
at implementere blended learning forløb som det pågældende.
Organisering
Det samlede faglige forløb for faget ’Kvalitet og service’
løber over en uge/fem arbejdsdage hvilket svarer til 37 arbejdstimer for
eleven. Delforløbet, som gennemgås her, løber over to arbejdsdage, der ligger
forud for de tre arbejdsdage på skoleperioden. Forløbet er netbaseret og
afvikles asynkront og foregår i de to uger op til skoleperioden, når det passer
ind i elevens normale arbejdsopgaver. Der er dog fast deadlines for den
netbaserede undervisning, således at eleverne har mulighed for at give
feedback/sparre/diskutere m.m.
E-læringsform
Der er enkelte elementer af den konstruktivistiske
e-læringsform, i og med at noget af det anvendte materiale er ”Lær selv/lær selv med underviser” i form af
lærebog, videoer med forklaring af læringsmål, teoretiske begreber samt
øvelser.
Den primære e-læringsform er dog den
socialkonstruktivistiske, som er funderet i en opfattelse af læring som værende
den lærendes deltagelse i et praksisfællesskab. ”Både den lærende og
underviseren deltager i den fælles praksis, hvorved de begge påvirker den og
påvirkes af den – de bliver dermed begge ”lærende”, og således ligestillede”
(eVidensCenter, Det Nationale Videncenter for e-læring). E-læringsformen er
afgørende for valget af materialer (lær selv med andre), underviserrollen
(konsulenten), samarbejdsform (kollaborativ) og kommunikationsform (polyfon
kommunikation).
I det følgende vil jeg kort gennemgå og komme med eksempler
på den socialkonstruktivistiske e-læringsform forskellige elementer.
Materiale - lær med
andre:
udover et kapitel i lærebogen, samt videoer til præsentation
af læringsmål, faglige begreber m.m., så ligger fokus på, at både underviseren
og de lærende i fællesskab sikrer, at den enkelte motiveres, at opgaverne
differentieres m.m. Alle materialer lægges i Moodle, og videoer kan f.eks.
tilgås alt efter elevernes behov, således at man undgå at lægge det faglige
niveau i midten af spektret som ofte sker i forbindelse med traditionel
klasseundervisning. Endvidere skal den enkelte elev selv arbejde med at udforme
et flowdiagram over en arbejdsgang, hvor der i høj grad anvendes materiale fra
elevens virksomhed. Dernæst skal eleven bl.a. identificere en
kvalitetsproblemstilling, som igen tager udgangspunkt i virksomhedens strategi,
mission, vision og kvalitetsmål – materiale eleven selv finder og tilgår i
virksomheden. I arbejdet med at identificere en kvalitetsproblemstilling bliver
eleverne bedst om at arbejde med et digitalt mindmap (såsom bubble.us,
mindmeister.com el.lign.), men der stilles ingen kravspecifikationer, da
eleverne opfordres til at anvende materiale allerede kendt fra
praktikvirksomheden eller anden erfaring. Der lægges dog links ud i Moodle til
inspiration, således at alle elever har et sted at starte.
De lærende skal kommunikere indbyrdes om indholdet – mere om
det under kommunikationsformen. Der er indbygget digital portfolio, som bl.a.
danner udgangspunkt for teamarbejdet med projektopgaven på skoleperioden.
Underviserens rolle -
konsulenten:
I det socialkonstruktivistisk e-læringsform er underviseren
ikke så styrende i det didaktiske rum, og indtager i højere grad rollen som
konsulent. Konsulentens rolle er karakteriseret ved at være styrende i nogen
grad i samtlige opgaver, hvilket betyder, at underviseren kun til dels er inde over
udarbejdelse af forløb, motiverer, differentierer materialet, vejleder fagligt
og processuelt samt evaluere de lærende og forløbet. Det særlige ved
praksisfællesskabet er netop, at man som underviser og lærende er ligestillet,
hvilet giver utrolig god mening på et uddannelsesforløb, hvor eleverne har
langt bedre indsigt i de daglige opgaver og praksis end underviserne.
Samarbejdsform – kollaborativt:
Samarbejdsformen er kollaborativ på den måde, at eleverne
har fælles mål, del-opgaveløsning og del-målsætninger. Elevernes indblik i egen
og hinandens praksis gør dem til langt bedre sparringspartnere og vejledere for
hinanden, hvor underviseren ofte blot er inde og korrigere vedr. f.eks.
begrebsafklaring, afklaring af læringsmål, formelle rammer m.m. Endvidere skal
eleverne i klasserummet efterfølgende arbejde med en projektopgave, hvor de
selv vælger en konkret kvalitetsproblemstilling, og hvor der er ganske få krav
vedr. f.eks. inddragelse af relevant teori.
Kommunikationsform –
polyfon/flerstemmig:
Elevere vil blive bedt om dele deres mindmap – og herefter
give feedback og diskutere hinandens idéer og emner. En del af forløbet handler om, at eleverne
skal kunne forklare dialogmodellen, og her vil skal eleverne ligeledes i et
diskussionsforum drøfte hvordan denne fungere på det forskellige
forvaltningsniveauer. Der vil blive oprette en tråd, da en sådanne på mange
måder er oplagt til denne form for drøftelse, hvor eleverne deler deres viden,
spørger/lærer af hinanden, opnår forståelse gennem andres præsentationer og
spørgsmål/svar, og så er det ligeledes muligt at tagge andre elever eller
underviser, såfremt det er nødvendigt
med yderligere afklaring. Kommunikationen foregår således primært eleverne
imellem, hvor underviseren har en stemme stort set på sammen linje med de
lærende. Eleverne skal i slutningen af forløbet på baggrund af deres nye viden
anvende padlet til idégenerering til projektopgaven, da denne giver et godt visuelt
overblik, da den fungerer som en opslagstavle, eleverne vil kunne vende tilbage
til i klasserumsundervisningen.